Om mig

Carsten Høy, Kropsterapeut

Du fortjener at have det godt – og jeg kan hjælpe

De fleste fysiske og psykiske skavanker er ofte bygget op over mange år. Små og store traumer ligger lag på lag oven på hinanden som i et løg. Der er ikke andet at gøre, end at begynde og pille lagene af – et for et. Og det kan jeg hjælpe dig med.

Min baggrund

Min vej til rollen som kropsterapeut har været lang og lidt snørklet. Jeg er oprindeligt uddannet fra statskundskab, og har haft en lang karriere som akademiker inden for forskellige områder. Primært har jeg arbejdet som underviser og projektleder.

Siden jeg var ung, har jeg interesseret mig for komplementære behandlingsformer, og den interesse blev forstærket, da jeg i 2011 fik en datter, der er født med en sjælden kromosomforandring. For at understøtte hendes kognitive og fysiske udvikling, har jeg taget forskellige kurser og uddannelser inden for BodyTalk og bindevævs-/kraniosakralterapi. Herudover er jeg certificeret ReikiMaster.

De sidste par år har jeg tilbudt behandlingen til familie og venner, og har erfaret, at det på flere områder er meget virkningsfuldt i forhold til forskellige fysiske og psykiske udfordringer.

Fra 2024 har jeg besluttet at åbne op for behandling fra min klinik i hjemmet. Jeg glæder mig meget til at arbejde med jer, og håber at mange vil få glæde af tilbuddet.

Min tilgang og behandlingsfilosofi

Min tilgang til behandlingen er, at vores sind og vores krop fuldt ud er i stand til at helbrede sig selv. Det er en iboende evne vi har. Den naturlige proces kan være blokeret af forskellige årsager, og min opgave er at finde de blokeringer og sætte din krop i gang med at løsne dem op. Så i virkeligheden er det ikke mig der behandler – jeg hjælper bare din krop og dit sind på vej.